Jan Svarrer er en af den slags originaler, man bare må opleve. Med sin guitar og sit store komiske talent, blander han comedy og musik til et mix af hverdagshumoristiske situationer og øvrige genvordigheder med livet. Sjove sange og snak, humoristisk kortprosa, ubetalelig kropskomik og fantastisk publikumskontakt. Musikken springer ubekymret rundt fra jazz, viser og rock’n’roll, humoren er både ligetil og kringlet, timingen træfsikker og alt i alt er det hele bare hylende morsomt!
Jan holder også foredrag om humor, kreativitet og præsentationsteknik. Han er revyskuespiller og tekstforfatter indenfor teater og revy samt cand. mag. i dramaturgi. Han har også udgivet flere bøger og cd’er, hvoraf de fleste stadig ligger i kælderen, men alligevel…
“Jan Svarrer er et kæmpe komisk talent, hvilket han ubesværet førte bevis for i løbet af tretten minutter på scenen…” – Jydske Vestkysten
“Det er meget, meget morsom fysisk komik” – mortenbuckhøj.dk
“Publikum hikker, sprutter og pudser næse af grin” – Weekendavisen.
“Jan Svarrer fremstår som et uægte barn af Søren Østergaard og John Cleese fra Monty Pythons Flyvende Cirkus ” Esbjerg ugeavis
“…Jan Svarrer fremkaldte latterbrag, når han gik amok med sort tale, vilde benspjæt og vanvittige musiske indslag..” – Ugeavisen.dk
“Overraskelsen, og det er en positiv en af slagsen, er fjerdemanden Jan Svarrer. Tekstforfatter, musiker, entertainer, men her for første gang i en revy, og det med udsøgt succes. Lange Svarrer har en vidunderlig kropslig komik, han kan synge og han er sjov, rigtig sjov. Det er et positivt bekendtskab på alle måder” – Mortenbuckhoj.dk
“…Jan Svarrer får morskabstemperaturen til at stige til højdepunktet” – Aarhus Stiftstidende